Nordisk definition af døvblindhed

Den fælles nordiske definition af døvblindhed blev første gang præsenteret i 1980. I 2006 blev der udarbejdet en ny version, som i 2016 er blevet revideret. Definitionen udgør grundlaget for identifikation af og service for mennesker med døvblindhed i de nordiske lande. Den tager udgangspunkt i FNs standardregler og WHOs klassifikationssystem, og kan derfor bruges på tværs af landegrænser. Definitionen dækker over både medfødt og erhvervet døvblindhed.

Døvblindhed er en kombineret nedsættelse af syn og hørelse i en sådan grad, at det er vanskeligt for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden. Døvblindhed er således en selvstændig funktionsnedsættelse.

De vigtigste konsekvenser

Døvblindhed begrænser i varierende omfang deltagelse i aktiviteter og forhindrer fuld deltagelse i samfundet. Funktionsnedsættelsen påvirker det sociale liv, kommunikation, adgang til information, orientering og muligheden for at bevæge sig frit og sikkert omkring.
For at bidrage til at kompensere for den kombinerede nedsættelse af syn og hørelse, bliver især den taktile sans vigtig.

Om den kombinerede nedsættelse af syn og hørelse

Sværhedsgraden af den kombinerede nedsættelse af syn og hørelse afhænger af:

  • tidspunktet for døvblindhedens opståen – især i forbindelse med kommunikationsudvikling og sprogtilegnelse
  • graden og typen af syns- og hørenedsættelsen
  • hvorvidt døvblindheden er medfødt eller erhvervet
  • hvorvidt døvblindheden er kombineret med andre funktionsnedsættelser
  • om sansetabene er stabile eller progredierende.

Om den selvstændige funktionsnedsættelse

Det er vanskeligt for de nedsatte sanser at kompensere for hinanden. Det betyder at:

  • brug af den ene nedsatte sans i forsøget på at kompensere for den anden er tidskrævende, ressourcekrævende og oftest fragmenteret. 
  • en nedsættelse af synet og hørelsen øger behovet for at gøre brug af andre sensoriske stimuli (dvs. taktile, kinæstetiske, haptiske samt lugt og smag).
  • den begrænser adgangen til information på afstand.
  • personen bliver afhængig af at tilegne sig information fra de nære omgivelser
  • for at danne mening er det nødvendigt at trække på erfaringer og at drage konklusioner ud fra brudstykker af information.

Om aktiviteter og deltagelse

Døvblindhed begrænser en persons aktiviteter og forhindrer fuld deltagelse i samfundet. For at den enkelte skal kunne udnytte sit potentiale og sine ressourcer, er samfundet forpligtet til at tilbyde særligt tilrettelagte servicetilbud:

Den enkelte og dennes omgivelser bør involveres på lige fod, men ansvaret for at skabe adgang til aktiviteter ligger hos samfundet. Et tilgængeligt samfund bør som minimum omfatte:

  • tilgængelige, kompetente kommunikationspartnere
  • tilgængelig specialiseret døvblindetolkning, herunder tolkning af tale, miljøbeskrivelser og ledsagelse 
  • tilgængelig information til alle
  • menneskelig støtte til at lette hverdagen
  • tilpasset fysisk miljø
  • tilgængelig teknologi og teknologiske hjælpemidler.

En person med døvblindhed kan være mere funktionshæmmet i en aktivitet og mindre i en anden. Variation i funktionsniveau og deltagelse kan både være betinget af forhold i omgivelserne og individuelle, personlige forhold.

Specialiseret kompetence relateret til døvblindhed, herunder en tværfaglig tilgang, er afgørende for et optimalt servicetilbud.

Sidst opdateret 05/12 2016