Piger med autisme 6-14 år

Piger i alderen 6-14 år kan på overfladen se ud som om de klarer sig godt. En del forskning beskriver, at piger med autisme ofte er i stand til at udvikle mestringsstrategier, og på den måde kompensere for deres vanskeligheder.

Paradoksalt kan deres evne til mestring af vanskeligheder være med til at skjule dem i en sådan grad, at omgivelserne ikke bliver opmærksomme på dem, før der er behov for en mere indgribende indsats.

Nogle taler om en ’kamuflageteori’. Det vil sige, at pigerne kamuflerer deres vanskeligheder, for eksempel ved at kopiere og efterligne en af de andre piger i klassen. Pigen med autisme kopierer måske en anden piges tøjstil, kropssprog, adfærd og interesser.

Når pigerne kopierer og efterligner andre, er det dog ofte uden en tilstrækkelig forståelse for de underliggende sociale mekanismer. Det kan have store sociale følger for pigerne, der kan blive udmattede i løbet af en dag. Pigerne kan opleve et højt niveau af stress og angst under facaden. Det sociale overarbejde kan derfor føre til, at pigerne udvikler andre vanskeligheder.

Fold alle teksterne ud eller ind

Særinteresser

Piger med autisme vil ofte have særinteresser. Ofte er de dog ikke så iøjnefaldende som drengenes, og de bliver ofte opfattet som mere socialt passende. Pigerne er tit optagede af sommerfugle, heste, prinsesser eller fantasy-bøger - ting, der traditionelt opfattes som ”pigede”. Men graden af interessen er mange gange usædvanlig, og den kan fylde rigtig meget hos den enkelte pige.

Leg

En af de ting, børn med autisme generelt har svært ved, er lade-som-om-leg. Piger med autisme kan have behov for hjælp til at udvikle deres leg. Når små piger med autisme leger, er deres leg måske ikke påfaldende anderledes. Legen er tilsyneladende fantasifuld og kreativ.

Ofte leger pigerne bedst alene, hvor de kan følge en fast tilrettelagt drejebog, og opføre scener de selv har oplevet eller set i fjernsynet. De kan have usynlige venner (nogle gange som erstatning for rigtige venner), og lege med dukker. Ofte mangler legen dog gensidighed, og de kan have behov for støtte til at lege med andre børn.

Venskab

Piger med autisme kan have behov for støtte til at danne og opretholde venskaber for at forebygge, at pigerne på længere sigt bliver ensomme. Sociale relationer mellem piger kan ofte være langt mere komplicerede og socialt krævende, end relationer mellem drenge. Der er en forventning til gensidighed og fælles interesser i forholdet mellem piger. Piger leger traditionelt lege med meget social gensidighed, mens drenge traditionelt leger i sammenhænge, der kræver færre sociale kompetencer, for eksempel sport eller computerspil.

Den anderledes tilgang til venskaber kan betyde, at pigerne oplever at blive mobbet eller holdt udenfor i de sociale sammenhænge, de indgår i, for eksempel i skolen. Det er vigtigt, at de voksne omkring den enkelte pige er opmærksomme på, om pigen bliver socialt isoleret.

Skoleliv

Pigerne kan være på socialt overarbejde i løbet af en skoledag. Skoledagen kan forløbe uden påfaldende adfærd hos pigen, men reaktionen kan komme, når hun kommer hjem i trygge rammer og kan åbne for ventilen. Der kan derfor være stor forskel på pigens adfærd i skolen og derhjemme.

Ofte er det på tærsklen til puberteten, at mestringsstrategierne ikke længere kan bære. Derfor er det på dette tidspunkt, at det kan have stor forebyggende effekt at gribe ind.

Sidst opdateret 06/12 2016