ADHD i et sundhedsfagligt perspektiv

ADHD er den sundhedsfaglige betegnelse for en udviklingsforstyrrelse, som i forskellig grad indebærer vanskeligheder inden for områderne opmærksomhed, impulskontrol, hyperaktivitet, koncentration og hukommelse.

ADHD er forkortelsen for Attention Defecit/Hyperactivity Disorder, hvilket på dansk kan oversættes til opmærksomhedsforstyrrelse med hyperaktivitet.

Forskningen har efterhånden klarlagt, at der er en række individuelle, genetiske, neurologiske og kognitive mekanismer, involveret i årsagerne til ADHD, men man ved stadig kun lidt om, hvordan de interagerer for at ADHD opstår.

Der er også stor forskel på, hvordan og i hvilket omfang den enkelte person oplever vanskeligheder som følge af ADHD. Forskningen peger på, at det kun er omkring halvdelen af de personer, der opfyldte kriterierne for diagnosen som børn, der også opfylder kriterierne som voksne. Man kan derfor betegne ADHD som et spektrum.

Set i dette perspektiv kan ADHD beskrives som en medfødt, biologisk betinget udviklingsforstyrrelse, der kommer til udtryk gennem adfærd, især i forhold til opmærksomhed, koncentration og uro, men også i forhold til kommunikation og samspil i sociale relationer.

ADHD-diagnosen vil aldrig i sig selv give et billede af en persons ressourcer og udfordringer. Diagnosen forholder sig alene til, om bestemte symptomer er til stede, og ikke til den samlede livssituation hver person befinder sig i. Derfor kan diagnosen ikke sige noget om, hvad det betyder for den enkelte at have ADHD, og hvordan den enkelte bedst kan håndtere de vanskeligheder der måtte opstå.

Fold alle teksterne ud eller ind

Diagnosens betydning

En sundhedsfaglig udredning i forhold til en bestemt diagnose kommer almindeligvis først på tale, når en persons trivsel og udvikling er alvorligt truet. En tidlig forebyggende og målrettet indsats, kan gøre meget for at øge trivslen og styrke udviklingen, længe inden en diagnose bliver relevant.

Det er ikke afgørende for den sociale indsats, om der foreligger en diagnose eller ej. En social indsats skal iværksættes med udgangspunkt i de funktionelle vanskeligheder, den enkelte person oplever, ikke på baggrund diagnosens kriterier.

Selvom de diagnostiske kriterier er ens for alle, der får diagnosen ADHD, betyder det ikke, at situationen er ens for alle. Diagnosen beskriver ikke den hele person, men forholder sig alene til, om en bestemt adfærdsprofil er til stede, og om det på undersøgelsestidspunktet volder væsentlige problemer for personen selv, eller for omgivelserne.

Diagnosen er et øjebliksbillede, der belyser en persons funktion her og nu. Den siger ikke noget sikkert om, hvordan fremtiden vil forme sig for den enkelte. De vanskeligheder, der oprindeligt førte til, at diagnosen blev stillet, behøver derfor ikke følge en person livet i gennem.

De vanskeligheder, man kan opleve som barn, er sjældent de samme, som man vil opleve som voksen og ADHD fremtræder og føles forskelligt for hvert individ.

Menneskers individuelle forståelser af deres liv, og de konkrete sammenhænge de indgår i, spiller en væsentlig rolle for, hvornår noget opleves som vanskeligt. De vanskeligheder den enkelte kan opleve, kan derfor variere fra situation til situation.

For at forstå betydningen af diagnosen for det enkelte menneske, er det derfor nødvendigt altid at se på den enkelte persons samlede livssituation. Det er af afgørende betydning, at fx forhold i familien, i skolen eller på arbejdspladsen inddrages og ses i forhold til de vanskeligheder der kommer til udtryk.

Komorbiditet og dobbeltdiagnose

Komorbiditet

Komorbiditet betyder, at flere diagnoser er til stede hos den enkelte person. Hos mange mennesker med ADHD vil komorbiditet optræde i form af andre psykiske og/eller adfærdsmæssige vanskeligheder, såsom søvnforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, andre udviklingsforstyrrelser, angst og depression. I forhold til børn, er der påvist en øget samtidig forekomst af kognitive forstyrrelser, herunder specifikke motoriske eller sproglige forstyrrelser og indlæringsvanskeligheder.

Det at man har ADHD, er ikke nødvendigvis grunden til, at man også får en anden diagnose. Men det kan have en indflydelse. De udfordringer og oplevelser man kan møde, når man har ADHD har dog vist sig ofte at bidrage til, at man også udvikler fx angst eller depression.

Det er afgørende, at være opmærksom på, hvad der skaber problemer for den enkelte person. Det er ikke altid sikkert, at det er ADHD, der volder de største vanskeligheder, og det kan være mest hensigtsmæssigt at fokusere på det, der i den aktuelle situation fylder mest for den enkelte person. Nogen gange kan det også være nødvendigt at afhjælpe fx en angstproblematik, før en indsats i forhold til ADHD kan lykkedes.

Dobbeltdiagnose

Dobbeltdiagnose er ikke det samme som komorbiditet. En dobbeltdiagnose henviser til, at der både er tale om psykiske vanskeligheder og et misbrug af stoffer og/eller alkohol.

Unge og voksne med ADHD eller lignende vanskeligheder har en forhøjet risiko for at udvikle et misbrug. Indtagelse af forskellige stoffer kan have den virkning, at brugeren oplever, at nogle af de vanskeligheder, der kan være forbundet med ADHD mindskes, det kan eksempelvis være lettere at finde ro og falde i søvn eller lettere at samle tankerne og fokusere. Et misbrug i forbindelse med ADHD eller lignende vanskeligheder kan fungere som en slags selvmedicinering.

Misbrug knytter sig også til ofte til det sociale netværk. For mange unge med ADHD kan det være svært at etablere og vedligeholde venskaber med andre unge og behovet for et tilhørsforhold kan være så stærkt, at den unge ukritisk indgår i sociale relationer, når blot følelsen af accept er til stede.

Sidst opdateret 11/03 2015