Kom godt i gang med forebyggelse

Her præsenteres fire trin til hvordan du kommer godt i gang med forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge, og hvilke elementer der kan bidrage til arbejdet med forebyggelse og opsporing.

Arbejdet med at lave en politik til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge er en proces, der giver anledning til at drøfte jeres indsatser og aktiviteter i forhold til emner som seksualitet, grænsesætning, forebyggelse og opsporing af vold og seksuelle overgreb.

Flere elementer kan bidrage til, at overgreb mod børn og unge forebygges og opspores tidligt:

  • Et fælles værdigrundlag med klare pædagogiske målsætninger, som er nedskrevet og tilgængeligt for forældre og samarbejdspartnere 
  • En synlig ledelse der understøtter det daglige forebyggende arbejde og har fokus på tidlig opsporing af børn, der udviser tegn på mistrivsel
  • Et fagligt miljø, hvor det er naturligt at have løbende drøftelser om normer, daglige rutiner og omgangsformer og faglige refleksioner om egen og andres adfærd og handlinger. 
  • At lave en politik til forebyggelse og tidlig opsporing af overgreb mod børn og unge kræver, at ledere og medarbejdere prioriterer det, og afsætter de nødvendige ressourcer til arbejdet.

Kom godt i gang - 4 trin 
 

Her er 4 trin der kan hjælpe jer med at komme godt i gang med forebyggelse og opsporing af overgreb mod børn og unge:

  • Beslutning om at sætte temaet på dagsorden
  • Overvej kontakt til SISO for aftale om gratis konsulentbistand og temadage
  • Find tovholder og nøglepersoner med interesse for området
  • Sæt dialog i gang på arbejdspladsen f.eks. ved hjælp af SISO´s inspirationsmateriale


Hent hele materialet i kolonnen til højre, eller orienter jer på sitet og find de dele I særligt skal bruge.

Sidst opdateret 09/02 2016