Internationale resultater

Klub Penalhus er en dansk version af den engelske indsats The Letterbox Club. The Letterbox Club har været afprøvet i England, Wales, Nordirland og Skotland, og resultaterne af metoden ser positive ud.

Der er foretaget flere evalueringer af The Letterbox Club i Storbritannien, som er baseret på før- og eftermåling af indsatsen. Evalueringerne peger på en positiv udvikling af anbragte og udsatte børns skolefærdigheder i læsning og matematik. Resultaterne fra evalueringerne viser, at de deltagende skolebørn har vist fremgang på helt op til 1,5 skoleår i læsning/stavning.

Udover et højere fagligt niveau, oplever de deltagende børn og plejefamilier, at indsatsen har en positiv betydning for barnets læring og engagement. Desuden viser undersøgelser også, at indsatsen har en bred rækkevidde, idet ældre og yngre søskende og andre medlemmer af familien blev involveret i læseaktiviteterne.

Børnenes oplevelse af The Letterbox Club

En undersøgelse af børnenes oplevelse viser, at de udtrykker ejerskab og stolthed i forhold til medlemskabet af The Letterbox Club. En væsentlig faktor hertil er, at pakkerne er personligt adresseret til barnet.

Børnene oplever desuden, at indholdet af pakkerne understøtter deres læring og skolearbejde, og det inspirerer dem til at læse, lave opgaver, tegne og skrive mere.  

Sidst opdateret 13/10 2016